Pressemeddelelse 2 X 40-års jubilæum
Pressemeddelelse 2 X 40-års jubilæum
40 år ved Skive Fjernvarme: Finn og Frode fejres begge for 4 årtiers indsats
To medarbejdere markerer et sjældent jubilæum ved Skive Fjernvarme. Finn Sørensen og Frode Nielsen kan i år se tilbage på 40 års arbejdsindsats, hvor både teknikken, hverdagen og fjernvarmeproduktionen har ændret sig væsentligt. De har været en del af udviklingen hele vejen, og står nu som to af de medarbejdere, der har været længst på posten.
Finn startede som kedelpasser, og er inden for de sidste par år kommet i målerafdelingen, hvor dagene hurtigt viste sig at være fyldt med mangeartede opgaver. »Der har altid været nok at se til,« siger han. Han fortæller, at arbejdet med at servicere private anlæg og opmåling af ledninger i jorden passer ham godt. ”Jeg kan godt lide at komme ud til vores kunder. De er altid flinke, og det minder mig om dengang, jeg som ung kørte som elektriker.”
Når Finn skal pege på, hvad der har ændret sig mest i hans tid, er svaret klart: ”Teknikken har flyttet sig meget. Fra én bil til fire afdelinger, og fra kul og olie, videre til træpiller og flis, og sidst, den øgede elektrificering i form af elkedler, har ændret produktionen markant.” Han fremhæver også, at han gennem alle årene har været glad for at gå på arbejde, og at han aldrig har haft en sygedag. ”Det har været frit, og der har altid været nok at lave.”
Frode kom til fjernvarmen fra en helt anden branche. ”Fra osteproduktion til kedelpasser, det var stort. Jeg tænkte, om jeg nogensinde fandt ud af alle de tusinde rør,” siger han med et lille smil. Det gjorde han hurtigt. Og på jubilæumsdagen, fortæller han, slog det ham pludselig, at det faktisk er rigtig mange år, han har været her.
Han har fulgt skiftende fyringsformer og styringer gennem tiden. ”Pumperne var lokalstyret dengang, med regulatorer på små skabe. Fyringen og brændslerne har ændret sig meget. Det har både været sjovt og udfordrende.” En del af det at være medarbejder på Skive Fjernvarme er at få tingene til at lykkes, løse problemer og tage beslutninger. Det kan Frode godt lide at være en del af. ”Når det hele bare lander godt, og beslutningerne viser sig at være de rigtige, så stiger stoltheden.”
Begge er enige om, at der er én ting, der har haft størst betydning for, at det blev til 40 år ved Skive Fjernvarme, og det er kammeratskabet. ”Der har altid været en god atmosfære, og enighed om, hvordan tingene skal gøres,” siger Frode.
Skive Fjernvarme markerer to medarbejdere, der har været med gennem både forandringer, udfordringer og en hverdag fyldt med kollegialt sammenhold. Finn og Frode har været en del af en rejse, hvor Skive Fjernvarme har flyttet sig fra en ren fossil varmeproduktion på kul, olie og naturgas til en mere bæredygtig profil, hvor langt hovedparten af varmeproduktionen fremstilles med biomasse og overskudsstrøm.
Og så er Fjernvarmen, gennem de fire årtier Frode og Finn har været en del af holdet, blevet den mest foretrukne varmeleverandør i Skive, med mere end 6.300 ejendomme tilsluttet fjernvarmenettet. ”Sådan en udvikling kan udelukkende lade sig gøre med dygtige og stabile medarbejdere”, siger direktør Tage Meltofte.
Finn og Frodes stabile indsats ved Skive Fjernvarme giver mulighed for et besøg på Christiansborg Slot, når Finn og Frode en gang i fremtiden vælger at gå på pension, og til den tid drager til København for at få overrakt belønningsmedaljen af Hans Kongelige Højhed Kong Frederik – ”og den dag er jeg sikker på, at de begge ser frem”, slutter Tage Meltofte.
