Tjek dit fjernvarmeanlæg
Der er penge at spare ved at opdage utætheder. Hvis der kommer vandværksvand i fjernvarmesystemet, skal du ikke blot betale for vand, som du ikke har gavn af, levetiden på din varmeinstallation bliver også nedsat.
Det er derfor en god idé at tjekke varmeinstallationen.
Inden du går i gang med testen, skal du sørge for, at din vaskemaskine og opvaskemaskine ikke er i brug.
Tjek for utæthed i varmeanlægget på følgende måde:
Luk for fjernvarmens returløbshane. Vent et par minutter. Se på fjernvarmemåleren. Klik frem til visning af l/h. Hvis visningen er større end 0 l/h, kan det være tegn på en utæthed.
Billederne viser aktuelt vandflow l/h - dvs. angivelse af, hvor mange liter vand, der cirkulerer gennem varmeanlægget pr. time i øjeblikket.
Utæthed i varmtvandsbeholderen eller varmtvandsveksleren kan tjekkes på følgende måde:
Begge hovedhaner til fjernvarmen skal være åbne. Luk for stophanen til vandmåleren. Åbn nu for en vandhane til varmt vand. Se på vandmåleren. De røde visere skal stå stille, ellers lukker stophanen ikke tæt, og testen kan ikke anvendes. Hvis viserne i vandmåleren står stille, og der stadig kommer vand ud af den varme hane, er der en utæthed, så der løber fjernvarmevand over i det varme vand.
Hvis du opdager utætheder i din varmeinstallation, skal du kontakte en VVS installatør.